DANSK DESIGN PORTAL


"Modeindustrien er jo frygtelig beskidt og det vil jeg gerne være med til at ændre og sætte fokus på. Jeg tror der er mange som ikke er bevidste om det, så information er i første omgang vigtigt – så folk træffer deres valg på et oplyst grundlag. Specifikt med mit tøj vil jeg gerne skabe enkelt og klassisk tøj der fungerer. Kvalitet, godt håndværk og enkelthed er vigtigt. Og funktionalitet selvfølgelig – det skal få folk til at have lyst til at komme ud i naturen og det skal være tøj de kan bruge i mange sammenhænge."

 N a v n: Mia Danielsen

 A l d e r: 39 år

 F ø d e s t e d: Gentofte

 B o s t e d: Charlottenlund 

 U d d a n n e l s e: cand.scient.biokemi

 

Hvad ser du selv som din største last og bedste evne?

Måske det samme: Jeg er frygtelig stædig. Nogle gange er det en god evne at blive ved og ved og ved selvom noget er svært, men det kan nok også være en last. Der var en gang én som sagde til mig at det er godt at være stædig men ikke godt at være dum-stædig. Det prøver jeg at huske og dermed slippe de mest umulige projekter.

 

Er der særligt enkelte mennesker du mener har haft stor indflydelse på den person du er i dag og på at du sprang ud som selvstændig ?

Jeg har altid oplevet stor opbakning til det jeg har gjort fra både min mor og min far, og det tror jeg har betydet meget – også i min måde at handle på i dag. Jeg har aldrig været bange for at gå mod strømmen og var som barn nok ret nørdet og noget af en enspænder. Desuden kan jeg efter selv at have fået mand og børn se, at det har formet mig at være enebarn.

Min far var selvstændig ejendomsmægler og jeg kan oftere og oftere genkende de tanker og overvejelser han havde dengang i min egen hverdag nu. Især min far opfordrede mig til at tage en uddannelse og få et godt og sikkert job, men jeg tror næsten altid jeg har vidst at jeg ville blive selvstændig, selvom jeg tog en uddannelse der pegede på noget helt andet.  Jeg har redet siden jeg var 8 år og brugte rigtig meget tid på konkurrenceridning i mine unge år. Jeg havde egne heste men havde også heste sammen med en – som jeg her senere i livet – har opdaget har haft stor indflydelse på mit mindset. Hun var meget ambitiøs og kompromisløs og det tætte samarbejde med hende tror jeg har givet mig disciplin og pligtfølelse.

 

Hvordan stemmer din plads i verden overens med hvem du gerne ville være da du var lille?
Jeg er et ret anderledes sted end jeg havde troet – men her er også rigtig godt at være.

 

Hvad er lig med dansk design for dig?

Når jeg tænker dansk design tænker jeg umiddelbart på de danske møbelklassikere. De har altid fascineret mig. Det fantastiske håndværk og den unikke formgivning inspirerer mig. Jeg har en fornemmelse af at de var kompromisløse og at man dengang prioriterede håndværk og kvalitet meget højt.

 

Kan du huske den dag hvor du tog den endelige beslutning om, at springe ud som designer? 
Den har jeg nok aldrig taget – det er kommet snigende og har stille og roligt grebet om sig. Jeg er jo heller ikke fuldtidsdesigner i dag – men dog fuldtidsselvstændig. Jeg har i mange år arbejdet med specialistrekruttering indenfor life science og blev selvstændig med det for fire år siden. Mit tøjbrand fylder dog mere og mere og det kommer forhåbentlig kun til at gå den vej fremadrettet. 
Jeg ser faktisk ikke mig selv som designer – det er jeg jo heller ikke uddannelsesmæssigt – og ser mig mere som idemager, igangsætter og projektleder. Jeg har dog en klar holdning til hvad produkterne ”skal kunne”.

 

Hvorfor mener du at der er behov for et designbrand som dit?

Jeg er ydmyg nok til at vide at verden ville være et lige så godt sted at være uden mine produkter, men så længe nogle mennesker vælger dem fremfor de næsten uendelig mange andre muligheder der findes, så er der jo et behov. Jeg tror primært der er behov for en hel bevægelse af mennesker og brands der ønsker at producere nogle mere bæredygtige produkter end blot at komme med X antal kollektioner årligt – der i øvrigt ender med at blive solgt på udsalg for næsten ingen penge – men som ikke skeler til de aftryk de sætter på miljøet og menneskerne der skaber dem. Modeindustrien er jo frygtelig beskidt og det vil jeg gerne være med til at ændre og sætte fokus på. Jeg tror der er mange som ikke er bevidste om det, så information er i første omgang vigtigt – så folk træffer deres valg på et oplyst grundlag. Specifikt med mit tøj vil jeg gerne skabe enkelt og klassisk tøj der fungerer. Kvalitet, godt håndværk og enkelthed er vigtigt. Og funktionalitet selvfølgelig – det skal få folk til at have lyst til at komme ud i naturen og det skal være tøj de kan bruge i mange sammenhænge.

 

Hvorfor har du valgt, at gå mod strømmen og producere dine produkter i Danmark i stedet for, at gøre som så mange andre designere og få dem produceret udenlands?

De allerførste produkter fik jeg lavet i Sverige, så i Litauen, men jeg har hele tiden haft lyst til at få produceret i Danmark. Dels på grund af bæredygtigheden ved det samt for at støtte de ”lokale”, bevare håndværket i Danmark og at være med til at bevare og skabe arbejdspladser her. Jeg læste en artikel om Sylab i Ikast og syntes det var et spændende projekt – det var startskuddet til at gøre alvor af ideen. Det har desværre vist sig meget sværere end jeg havde troet at få produceret her. Tre systuer har været i gang men har ikke kunnet levere den forventede kvalitet. Der har både været store skuffelser over at opleve at folk ikke siger fra og kommunikerer hvis en opgave er for stor, men det har også givet mig en endnu større beundring for håndværket. Det er menneskehænder der laver mine produkter og der ligger enormt mange timers øvelse bag dét de hænder kan skabe. 
Faktisk er jeg i tvivl om hvorvidt det lader sig gøre at beholde hele produktionen i Danmark. Noget vil jeg nok altid få lavet her, men jeg kan se, det er svært at få volumen på – men måske med tiden hvis vi er flere der bakker op om det.

 

Hvordan er en typisk arbejdsdag for dig?
Den er spændende og udfordrende og sjov og svær :-)
Jeg har to firmaer, og det er en kæmpe gave at eje og lede dem begge således at jeg hele tiden kan veksle og prioritere mellem de meget forskellige opgaver. I min rekrutteringsvirksomhed kender jeg processerne rigtig godt. Jeg er på hjemmebane og magter at have mange bolde i luften. Jeg er i dialog med rigtig mange mennesker fra hele verden – både kandidater og kunder. Når jeg ”skifter kasket” og er designer er jeg slet ikke på hjemmebane. Jeg ved hvad jeg vil med vores produkter og er ret sikker i de beslutninger men omkring processerne er jeg på udebane. Jeg har lært en masse men har stadig enormt meget at lære – om alting lige fra sourcing til produktion til salg af den slags varer. Jeg har jo altid kun leveret services. Men det er også dét som trækker – virkelig at blive udfordret og lære nyt. På mange måder er det naturligvis en ulempe ikke at have erfaring fra branchen men jeg bilder mig ind, at det også kan være en fordel fordi jeg ikke kender til ”vi plejer”. Det er nok også en årsag til at jeg valgte at få produceret i Danmark – havde jeg været mere skolet og haft mere erfaring havde jeg nok aldrig taget den beslutning. 
Min rekrutteringsvirksomhed ”bor” på Østerbro hvor jeg har møder, interviews osv. men jeg arbejder ofte hjemmefra. Der kan jeg tale i telefon og holde Skypemøder uden at forstyrre nogen, veksle mellem opgaverne og gå en tur midt på dagen hvis jeg trænger til lidt det. Hvis jeg f.eks. bøvler med noget konkret eller har svært ved at træffe en beslutning hjælper det ofte at gå en tur – så falder det hele på plads og jeg kan effektivt eksekvere på det. 

 

Hvor er din virksomhed om 5 år?
Om 5 år har virksomheden en række lækre og bæredygtige styles som vi sælger til det meste af verden og som gør det mere bekvemt for vores kunder at komme ud i naturen. Desuden er vi engageret i flere projekter rundt omkring i verden som har til formål at sætte fokus på vores natur og hvordan vi passer på den.

 

Kan du fortælle en god og en dårlig episode – fra din opstartsfase?

Den allerførste der falder mig ind er vel både god og dårlig. Jeg var blevet præsenteret for stoffet Ventile® af en kammerat som arbejdede professionelt med klatring og bjergbestigning. Han havde fået lavet en anorak og fortalte om stoffets fantastiske egenskaber. Jeg gik meget på jagt dengang og fik derfor lavet en jakke til dét formål. Ventile® findes i 3 kvaliteter og jeg valgte den kraftigste. Da jakken endelig kom var den som en rustning at have på, når den blev våd. Stoffet tager nemlig en smule vand og bliver derfor lidt stift – eller rettet meget stift når man bruger det kraftige Ventile®. Jakken kunne stå selv når den var våd og var stort set ubrugelig til mit formål. Det var selvfølgelig super ærgerligt dengang men omvendt blev det starten på hele eventyret fordi jeg så fik lavet én mere – og én mere, og én mere, og én mere indtil jeg havde en super god jakke. 
De dårlige oplevelser jeg ellers har haft har mest handlet om forventningsafstemning. Jeg må sige, at jeg er overrasket over hvor lidt kommunikerende og selvkritiske nogle leverandører er. Desværre har jeg især (kun) oplevet det i forbindelse med at jeg flyttede produktionen til Danmark. Måske har jeg ikke været kritisk nok og ikke stillet de rigtige spørgsmål fra starten, men jeg er virkelig overrasket over hvor dårlig kvalitet jeg nogle steder har fået leveret og hvor dårlige nogle er til at overholde aftaler og deadlines. 
Gode oplevelser er der heldigvis flest af og de bedste er helt klart dem hvor jeg kan mærke kundernes glæde og begejstring for produkterne. Deres gode feedback, ideer til kommende produkter osv.

 

Hvad er ud fra dine oplevelser det sværeste og hvad er det bedste ved at være nyopstartet designer? 
For mit vedkommende har det hele sådan set været svært fordi jeg ingen erfaring havde med branchen og alt derfor var nyt. Jeg kendte ganske simpelthen ikke processen fra start til slut og lavede derfor en masse tidskrævende og dyre fejl. Jeg laver stadig fejl og har stadig rigtig meget at lære, men jeg synes da, at det går fremad. At det hele er nyt er samtidig det bedste – at lære og blive udfordret. En anden god ting er at få lov at være kreativ og med til at skabe et fysisk produkt. Tidligere har jeg kun arbejdet med viden og services så det er skønt at se noget konkret komme ud af ens arbejde. Mere generelt tror jeg det er udfordrende som lille ukendt designer at få opmærksom blandt de mere etablerede brands som har flere ressourcer.

 

Er det det hele værd?

Jeg nyder hvert et øjeblik og synes der er så meget at tage fat i , så JA!

 

Hvem er din største inspiration som selvstændig/designer ? 
Nærmest hver dag bliver jeg imponeret over hvor mange dygtige og dedikerede mennesker der er ”derude” som producerer nogle super lækre produkter.
En iværksætter som Andrea Rudolph synes jeg har gjort det helt fantastisk med sit Rudolph Care. Meget imponerende og værd at lade sig inspirere af. Desuden synes jeg at de klassiske danske møbelskabere virkelig kunne noget i forhold til håndværk og kompromisløshed. Også værd at stile efter.

 

Hvad er det bedste råd nogen har givet dig? 

”Gør hvad du er bedst til” virker for mig. Da jeg blev selvstændig for godt fire år siden sad min partner i firmaet og jeg og bøvlede med SKAT, virk.dk osv. og det var en kæmpe lettelse da vi besluttede at få nogen til at tage sig af den slags så vi kunne fokusere på vores kernekompetencer – og ydelser.

 

Hvilket råd vil du give til andre der overvejer, at starte deres eget?
Jeg tror på det er vigtigt tidligt at inddrage sine potentielle kunder. Jeg kan selv være ret perfektionistisk og vil helst have at det jeg lancerer er perfekt -  men hvis kunderne ønsker noget andet end det jeg troede, kommer det til at koste en masse tid og penge. Prøv så tidligt som muligt at få feedback – det kan både være på produkter, hjemmeside, marketing materiale osv. Der er langt fra at få en ide til at få det gjort til en virksomhed, så man skal ikke være så bange for at dele sine ideer men i stedet tage imod feedback og sparring.

Ligeledes tror jeg det er vigtigt at have nogle dygtige mennesker omkring sig. Det kan naturligvis være faste medarbejdere men er det ikke muligt så dygtige freelancere, eventuelt et Advisory Board / en professionel bestyrelse, gode sparringspartnere osv. Men det skal være nogle som kan og tør udfordre og stille de spørgsmål som måske ikke er så rare og / eller nemme at svare på.

 

Beskriv hvordan dine produkter bliver skabt? 
Det kan starte på to måder: Enten får jeg en ide / ser et behov eller også gør nogen mig opmærksom på et behov. F.eks. har jeg længe gerne villet lave en vest samt en jakke inspireret af sejlertøj (fordi vi i familien sejler og min mand og jeg altid vælger en af vores DEDENROTH jakker fordi de er så vindtætte og behagelige - men de passer ligesom ikke rigtig i stilen). Det er vigtigt for mig at vores tøj virkelig fungerer og at man kan bevæge sig i det. Mht. vesten tog jeg derfor kontakt til Danish Polo Association – eneste poloklub i Danmark – og spurgte om de ville komme med inputs til en super lækker og funktionel vest. Jeg havde en ide i mit hoved og derfra blev vi enige om diverse detaljer der kan være nyttige, hvis man skal bruge vesten til at spille polo i samt ikke mindst pasformen. Jeg gik så til en (dansk) designer med alle disse inputs og hun lavede den færdige skitse på en vest der ikke bare kan bruges på en polobane men også af ikke-poloryttere. At få lavet prototypen i Danmark har virkelig været en udfordring fordi ingen ville lave den første. Det lykkedes dog at få en lille lokal systue til at gøre det og jeg har for nylig modtaget damevesten mens herrevesten er på vej. Derfra tester polorytterne den (de kræver ultimativ bevægelsesfrihed og kvalitet) og finder ud af om den fungerer som den skal og vi laver diverse forbedringer m.m.

Mht. sejlerjakken så mødte jeg i sommer nogle gutter der skal sejle jorden rundt og som derfor søger sponsorer. Med dem er jeg ved at lave en aftale om, at vi sammen inden turen skal lavet et design og at de så på turen skal teste den. Vores jakker kan naturligvis ikke konkurrere med deres tekniske ”hard core” sejlertøj men vi kan lade os inspirere af de vigtigste detaljer derfra og så teste det under ”virkelige” omstændigheder. 
Med hensyn processen så trækker alting ud og bliver dyrere end hvis jeg var uddannet indenfor området. ALT var nyt for mig i starten og meget er det stadig. Derfor ved jeg knapt hvilke spørgsmål jeg skal stille men jeg øver mig og det går langsom fremad – tror jeg. Jeg forsøger at rådgive mig med nogle dygtige mennesker og sætter stor pris på sparring og læring.

 

Hvad er din vision & formål for brandet?

Det er at skabe nogle bæredygtige designs der kan være med til at få folk ud i naturen. Jeg vil gerne i endnu højere grad arbejde med bæredygtighed og komme tættere på de mennesker der producerer mine materialer og lokalsamfundene omkring dem. Det kunne også være spændende at være med til at lave events m.m. der kan få folk til i endnu højere grad at få øjnene op for at bruge naturen – på en bæredygtig måde naturligvis. 
Desuden vil jeg gerne skabe en god og agil arbejdsplads hvor folk virkelig føler at de har ansvar, medindflydelse og at de udvikler sig.

DANSK DESIGN PORTAL IVS

CVR: 38829041

KONTAKT: danskdesignportal@gmail.com

Obs. Vi anvender IKKE cookies & lagrer ikke vores læseres oplysninger.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk