DANSK DESIGN PORTAL


For den unge designer bag de farverige butterflyes, Ane Helth Louby er bæredygtighed en essentiel del af processen, dog uden at gå på kompromis med estik & anvendelighed i produkterne.

DANSK DESIGN PORTAL 12.09.2017

Hvad ser du som din største kvalivtet?

Jeg har altid fået at vide, at jeg er et naturtalent, når det kommer til at møde nye mennesker. Måske er det fordi jeg finder personligheder og diversiteter interessante. Det er fantastisk at møde nye mennesker! Og hvis begge parter mødes med åbent sind, vil man altid gå fra mødet med en ny læring om ens egne træk eller om andre mennesker.

 

Hvad elsker du mest ved livet?

Livet er en vidunderlig gave! Hvis jeg skal vælge én ting, som jeg holder allermest af, må det være min familie. De har givet mig en klar forståelse af, hvad sammenhold rent faktisk kan, og hvor det kommer fra.

 

Hvad hader du mest ved verden som den ser ud i dag?

Det værste jeg kender til den verden, vi lever i, i dag, er den selvdestruktive tilgang, der har udviklet sig eksponentielt de sidste årtier. Dette gælder både menneskets ekstreme overforbrug,terrorismens ødelæggelser, samt racisme i alle dets udslag. Alle tre udsagn er med til at ødelægge vores klode og os selv. Jeg ønsker sådan, at næste generation vil vokse op med samme læring angående sammenhold – og dyrke den!

 

Er der særligt enkelte mennesker du mener har haft stor indflydelse på den kvinde du er i dag?

Jeg kunne fortælle i evigheder om de mennesker, der har gjort mig til den jeg er i dag. skal jeg blot nævne et par enkelte, vil det blive mine forældre, samt min lillesøster. 

Min mors hjerterum til alle mennesker, hun møder på sin vej, har givet mig lysten til at hjælpe andre mennesker. Min fars mentale styrke har lært mig at få tingene gjort – hvis der er noget, man inderligt brænder for, skal man selv rykke på det. Man kan ikke regne med at andre gør det for én, eller vente på at den perfekte mulighed dukker op. Min søster har været til stor inspiration for mig – hun er min modsætning, og det er lige præcis dét, jeg elsker hende for. Trods store udfordringer, både fysiske og psykiske, lever hun i dag for at opnå dét liv, hun drømmer om for sig selv. Der er intet, der kan sætte en stopper for hendes entusiasme.

 

Hvordan har du lært at hækle?

Da jeg var omkring de 20 arrangerede jeg sådan noget jule klippeklister hygge hjemme hos bedste. Der var der så en af mine veninder der begyndte, at hækle julehjerter og så fik jeg også lyst til, at prøve. Jeg startede dog med, at prøve kræfter med en karklud. 

 

Hvad er din historie? 

Jeg har siden folkeskolen været i vildrede, når folk har spurgt mig, hvad jeg egentlig ville med mit liv og valg af levebrød. I dag er jeg glad for, at jeg efter gymnasiet ikke bare valgte en tilfældig videregående uddannelse, men ventede til jeg fandt noget, der fangede min interesse: Marketing Management. Ved valg af valgfag benyttede jeg mig af samme strategi, hvorfor jeg fik Entrepreneurship på skemaet. Dét tændte et lys i mig – jeg havde endelig fundet dén sti, der skulle bringe mig glæde i mit kommende arbejdsliv. Jeg begyndte allerede her og teste idéen omkring FLYBY Copenhagen, samt produktudviklede prototyper.

Hvordan stemmer din plads i verden overens med hvem du gerne ville være da du var lille?

Vi kan alle huske spørgsmålet: ”Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?” Mit første svar har nok været ”Prinsesse i min fars slot”, men jeg kan huske, at jeg ikke var særlig gammel, da jeg ønskede at blive opfinder, hvilket måske egentlig ikke er så langt fra det nuværende resultat, hvor jeg netop færdiggør min bachelor i Innovation & Entrepreneurship, samt min første startup FLYBY Copenhagen på sidelinjen.
 

Hvad betyder design for dig?

For mig er design et unikt visuelt udtryk, der hænger sammen med brandets vision. FLYBY Copenhagen producerer håndlavede bow ties, der er hæklet i 100% økologisk bomuld. Alle leverandører er desuden valgt med omhu og med omtanke for vores miljø. Dette er forsøgt genskabt i virksomhedens logo; en globus af en garnnøgle, der naturligvis også er tegnet i hånden.



Hvad er dine stærke sider? 

Min stærkeste kompetence – men måske også den der sænker min proces allermest – er mit syn for detaljen. Jeg nøjes aldrig og produktudvikler altid indtil min perfektionisme tilfredsstilles fuldt ud. Den anden dag hæklede jeg eksempelvis en pelikan til en barnevognskæde – den lignede mere end and og passede derfor ikke ind i det valgte dyrerige, hvorfor den røg i gemmeren til evt. senere brug.

 

Kan du huske den dag hvor du tog den endelige beslutning om, at springe ud som designer?

Jeg husker tydeligt den dag, jeg valgte at springe ud som designer og besluttede at starte min egen virksomhed. Det var i juni 2016, da jeg var til afsluttende eksamen i Marketing Management, hvor jeg havde udviklet en forretningsplan for netop FLYBY Copenhagen. Foruden at jeg scorede topkarakter, bestilte censor samtidig en butterfly, samt en bamse til hendes datters vuggestue. Jeg kunne simpelthen ikke få armene ned den dag!

 

Vil du fortælle os hvornår og hvorfor du har startet din virksomhed?

Årsagen til jeg startede var egentlig pga. efterspørgslen, der blot startede som et hobby projekt, som alt andet kreativt jeg har beskæftiget mig med. Jeg begyndte at hækle en masse forskellige begynder-ting efter publicerede opskrifter. Jeg fangede hurtigt, hvordan de forskellige masker gav form til dét, jeg hæklede. Jeg kalder det selv ”mit 3D syn”. Som jeg hækler udvikler jeg altså opskriften i mit eget hoved samtidig med at jeg hækler. En dag spurgte min far, om ikke jeg kunne hækle en butterfly til ham. Jeg elsker udfordringer, så den tog jeg gerne imod. Da jeg opdagede, at de eksisterende opskrifter fra nettet resulterede i en løs butterfly, der snoede sig som en pastaskrue, når man bar den, gik jeg i krig med at udvikle opskriften. Det resulterede i at min far blev testperson, der gang på gang meldte retur om den snoede om sig selv. Efter mange eksperimenter med forskellige masketype, hæklefasthed, nålestørrelser og

garntyper fandt jeg frem til den perfekte kombination, der er resulteret i kerneproduktet hos FLYBY Copenhagen.

Min far fik utrolig meget respons, da han bar de forskellige butterflies til diverse arrangementer. I dag går min far stadig med dem og bestiller customized udgaver til de begivenheder, han skal til. Han er den perfekte ambassadør og fungere nærmest som en levende reklamesølje. Mange af de bestillinger jeg fik i begyndelsen, havde set min far med en butterfly fra FLYBY Copenhagen.

 

Hvad er din vision som designer?

Min vision som designer er at være med til at skabe et stærkere fællesskab i samfundet, der styrker mennesker, kloden og alt det vi deler og holder af. Det er min overbevisning, at jeg kan bidrage til dette ved at sløre grænserne mellem køn, race mm. for at vi kan stå sammen om vores ligheder, frem for at fokusere på vores forskelligheder. Gennem en bæredygtig produktportefølje, vil jeg gerne hylde fællesskabet gennem min unisex kollektion.

 

Hvad fortæller dine produkter om dig?

Alt hvad jeg laver, håber jeg gengiver et billede af min sans for detaljen og min store passion for det kreative håndværk.

 

Hvilket formål har dit brand?

Jeg er overbevist om, at det nu er virksomhedernes tur til at stå til ansvar overfor de miljømæssige problematikker, som vi allerede i dag ser konsekvenserne af. Jeg har derfor fra begyndelsen overdraget min miljøbevidste holdning til min virksomhed og har taget stilling i valg af materialer i forhold til menneskers og naturens rettigheder. Garnet består af 100% økologisk bomuld, der både er dyrket, spundet og farvet med omtanke for miljøet. Emballagen er FSC-certificeret, og jeg har fravalgt miljøbelastende klistermærker og vævede mærkater og stempler i stedet selv produkter og emballage med logo-stempler. Alle leverandører, på nær en enkelt, er danske for at spare på transportens forurening. Den enkelte udenlandske leverandør findes ikke i Danmark.

 

Hvad prøver du at fortælle via dit design?

Mit budskab, som jeg har forsøgt at skabe i logoets identitet, er at passe på hinanden og vores klode. Det lover jeg i hver fald at gøre med FLYBY Copenhagen, som jeg håber kan være til inspiration for andre.

 

Hvorfor har du så stort et fokus på, at din design- og produktionsproces er miljøvenlig?

Det er som sagt til min overbevisning, at virksomhederne bør tage ansvar for miljøet. Jeg vil gerne inspirere andre til at deltage i dette ansvar og føre debat til handling. Dette gælder også forbrugerne, som jeg opfordrer til at tage stilling til virksomheder og organisationers miljøforbedrende aktiviteter, når de vælger deres produkter og services.

Hvorfor har du valgt, at gå mod strømmen og producere dine produkter selv i stedet for, at gøre som så mange andre designere og få dem produceret udenlands?

Jeg har ikke startet FLYBY Copenhagen for at gøre mig selv rig, men for at inspirere andre og få lov til at tjene en lille skilling på noget, der giver mig stor glæde i livet. Jeg har derfor ikke et behov for at skaffe billig arbejdskraft, der kan indbringe en større avance. Får jeg en dag brug for at tjene mere ind til eksempelvis at støtte et godtgørende formål eller udvide min produktportefølje og derfor får brug for flere hænder, vil jeg tilbyde de svage i vores samfund dét arbejde, hvis det er til glæde for dem.

 

Hvorfor lige butterflies? Hvad er det, der er specielt ved at udvikle butterfly design?

Det var nok ved en tilfældighed at mit kerneprodukt blev butterflies, da min far efterspurgte det. Der lå en stor udfordring i at udvikle netop dette design for at sløjfen ikke skulle sno sig om sig selv – og jeg elsker udfordringer. Jeg modtager løbende forespørgsler på andre produkter, og hvis der viser sig et mønster inden for disse, kunne det sagtens tænke, at jeg udvider produktporteføljen.

 

Ser du en sammenhæng mellem de karakteristiske træk der er ved dit design & hvem du er som person?

Jeg ser klart en sammenhæng mellem mine personlige træk og mit design! FLYBY Copenhagen er jo født med mine egne holdninger til miljø og mennesker, hvilket jeg tror er med til at styrke brandet, 

fremfor at jeg havde pålagt det en mission og vision, som blot matchede omverdens forventninger eller trends.

 

Hvordan er din arbejdsproces med FLYBY CPH og produkterne? 

Jeg hækler alle steder og i samtlige pauser. Hækletøjet fungerer perfekt i offentlig transport, frem for at kigge ned i telefonen. Jeg har det ofte med til familie-sammenkomster eller til kaffedate med en veninde. Jeg er altså ikke kun den stereotype hækler hjemme i sofaen under tæppet med en kop te ved siden ad – selvom jeg også holder meget af denne type setting!

 

Beskriv din egen arbejdsstil?  

I og med at jeg hækler alle steder, vil jeg ikke kalde min arbejdsstil for struktureret. Dog er der til tider behov for struktur og planlægning, eksempelvis op til messer og markeder eller hvis jeg modtager en bestilling på en personlig butterfly.

 

Beskriv nogle af stepsne – hvordan bliver produkterne skabt?

Jeg holder ikke super meget af at sy, men da jeg ikke kan betale for andres tid, må jeg afsætte nogle lørdage og søndage til at besøge min søde mor, der låner mig hendes symaskine. Her syr jeg båndene, som jeg senere tilføjer en butterfly. Jeg sætter de spænder på, der gør båndet justerbart, og mærker det med FLYBY Copenhagen tekstil-stemplet – der ikke smitter af og sagtens kan tåle en tur i vaskemaskinen, hvis dette blev nødvendigt. Derudover hækler jeg selve sløjfen efter behov, og sammensætter bånd og sløjfe til butterfly ved hver bestilling, hvorefter jeg pakker og stempler æsken.

Hvad er ud fra dine oplevelser det sværeste ved, at være nyopstartet designer?

Det sværeste ved at være nyopstartet designer er utålmodigheden. Startup-processen er så lang, og typisk er iværksættere ikke de mest tålmodige mennesker. ’’inklusiv mig selv’’.

 

Hvad er så det bedste ved, at være designer?

Det bedste ved at være designer er at skabe ting, der giver mening og stof til eftertanke. Lidt ligesom kunsten må være for en kunstner.

 

Hvad er din største frygt?

Jeg tror ikke på at frygt resulterer i noget godt, og for FLYBY Copenhagen håber jeg kun, at det kan køre rundt af sig selv og fortsat inspirere andre.

 

Er det det hele værd? Og hvorfor?

Selvfølgelig er det det hele værd! Hvis det skulle komme til det punkt, hvor FLYBY Copenhagen blev et mareridt for mig, ville jeg stoppe med det samme. Der er aldrig en let vej til iværksætteri, og enten elsker man udfordringerne på vejen ellers skal man finde noget andet at lave.

 

Hvilke andre designere ser du op til og hvorfor?

Mit største forbillede er Lil Ol’ Lady, der har formået at gøre hendes egen kreative verden til en forretning. Hun laver dét, hun elsker og får ovenikøbet penge for det. Det er altså sejt! Og så kreerer hun fantastiske designs.

 

Hvordan formår du at motivere dig selv på dårlige dage?

Jeg har valgt et virke, som jeg elsker. Præcis som jeg valgte uddannelse og valgfag, betyder det alt for mig at vælge et arbejde, der har min interesse. Det skal være interessen, der motiverer mig – selv på de dårlige dage.

 

Hvad er din største inspiration?  

Jeg bliver oftest inspireret af modtageren, hvorfor jeg elsker udfordringer og personlige designønsker.

 

Hvad er det bedste råd nogen har givet dig?

I livet såvel som i design/erhvervslivet. - Det bedste råd, jeg nogensinde har modtaget, er at vælge ud fra interesse. Det er den bedste driver i livet.

 

Hvilket råd vil du give til andre designere derude?

Til alle mennesker i hele verden vil mit bedste råd være nøjagtig det samme, som det jeg modtog: Vælg det valg, der bedst matcher din egen interesse – det kommer du helt sikkert længst med!

 


 

DANSK DESIGN PORTAL IVS

CVR: 38829041

KONTAKT: danskdesignportal@gmail.com

Obs. Vi anvender IKKE cookies & lagrer ikke vores læseres oplysninger.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk