DANSK DESIGN PORTAL


Den 24 årige bygningsingeniør fra Hobro, Nanna Bach Munkholm har ved siden af sine studier, startet det lovende danske taskebrand Nabamu Design. Hun har mange jern i ilden & sætter sin lid både til god planlægning, men også til at drømme stort.

Beskriv kort hvad du synes kendetegner dig som menneske? 

Jeg elsker at være kreativ og udfordre mig selv. Når jeg ser en udfordring, tager jeg den op om det er en rejse ud i det ukendte eller en ny taske min kunde ønsker.

 

Beskriv hvad der har været karakteristisk ved din barndom/ungdom?

Jeg kommer fra en familie, hvor det har været okay at drømme stort og uanset hvor vilde ideer vi hver især har haft er vi altid blevet støttet 100 %. Dette har været med til at alle mine søskende i dag er selvstændige. Vi har bare sprunget ud i det og set hvor livet fører os hen. 

 

Hvordan stemmer din plads i verden overens med hvem du gerne ville være da du var lille?

Den passer godt. Jeg elsker at have muligheden for at kunne udvikle på mine ideer og bestemme over hvordan min hverdag skal være og det kan jeg igennem NabamuDesign. 

 

Hvornår og hvorfor startede du Nabamu Design?

I 2013 fik jeg den unikke mulighed, at få et 3 ugers kursus på Skals Håndarbejdshøjskole. Det var  første gang jeg blev præsenteret for det unikke håndværk at arbejde i kernelæder. Jeg blev hurtigt meget fascineret af håndværket og de mange muligheder. Jeg gik herefter i gang og jo bedre jeg blev, jo flere personer begyndte at efterspørge mine designs og jeg startede derfor en webshop. 

Det har været en god kombination med studiet, men jeg håber, at kunne gå fuldtid når jeg er færdig med studiet. 

 

Vil du fortælle hvad formålet/tanken bag dine tasker er?

Når jeg designer en taske, har jeg stor fokus på, at den skal være funktionel og passe til hverdagens gang. Mine produkter skal være noget man har for livet. 

 

Hvor tror du at du & Nabamu Design er om 5 år fra nu?

Forhåbentlig er Nabamu Design blevet taget godt imod og mange har fået chancen for at gå med en af mine helt unikke tasker med træ sider. Vi har udvidet vores kollektion til flere produkter med unikt træ fra historiske bygninger rundt om i Danmark. Derudover er vi på vej ud på det internationale marked. 

 

Hvad er det bedste råd nogen har givet dig? & er der et råd du vil give andre aspirerende kunstnere før de springer ud som selvstændige designere?

”Du kan gøre, hvad du vil.” Er nok det bedste råd jeg har fået og et jeg tit tænker tilbage på når jeg står overfor en udfordring. 

Min største fejl har været at jeg ikke har haft styr på hvilket segment mine produkter henvender sig til og derfor spurgt de forkerte personer til råds. Så mit råd er husk at bruge tid på at undersøge hvor dit segment opholder sig, for jo bedre feedback får du.

 

DANSK DESIGN PORTAL IVS

CVR: 38829041

KONTAKT: danskdesignportal@gmail.com

Obs. Vi anvender IKKE cookies & lagrer ikke vores læseres oplysninger.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk