DANSK DESIGN PORTAL


"KOMBINATIONEN AF JERN & TRÆ, ER ET STÆRKT BILLEDE PÅ HVEM TVILLINGERNE PETER & SIMON SCHYTT-NIELSEN PAGH ER BÅDE SOM SYMBIOSE, MEN OGSÅ SOM MÆND."

Vi har mødt det handlingskraftige tvillingepar bag brandet SP-Creation til en snak om deres hverdag som designere og håndværkere, og de drømme og mål der har banet vejen til hvor de er i dag.

Af DANSK DESIGN PORTAL, 13.09.17

Hvad ser I som jeres største laster?

Vi er vores egne værste fjender. Det kan til tider være svært at acceptere, at vi er SÅ perfektionistiske.

 

Hvad ser I så som jeres største kvaliteter?

Vi er begge imødekommende og åbne for nye ideer og inputs. Derudover er det klart hinanden, der er vores største kvaliteter. Vi kan få det bedste frem i hinanden, både privat og firmamæssigt.

 

Hvad elsker I mest ved livet?
At der er så mange muligheder. At vi lever i et frit land, som kan være med til at give os plads til at være individualister, socialister og udføre de ting som vi drømmer om.

 

Hvad hader I mest ved Verden som den ser ud i dag?

Mennesker der kun tænker på sig selv.

 

Hvad har været særligt karakteristisk ved jeres opvækst? – Er der enkelte mennesker I mener har haft stor indflydelse på de mænd I er i dag?

Vores mor skal uden tvivl nævnes som ét af de største mennesker i vores liv. Hun har trods egne udfordringer, altid formået at sætte vores behov forrest, støttet os og samtidig givet os en realistisk tilgang både til livet og fremtiden.
Håndværksmæssigt, er det uden tvivl vores far og farfar, der har været med til at præge, at vi idag altid er perfektionistiske og at vi altid vil præstere bedst muligt.

 

Hvordan er I kommet til her hvor I er i dag?

Vi har hele vores barndom og ungdom været enormt kreativt tænkende. Bl.a. husker vi begge to tydeligt, at vores billedkunstlærer i folkeskolen var imponeret over vores kreative evner og vi fik ofte ros.

I SFO-tiden brugte vi mange timer i en skurvogn, sammen med en af de mandlige pædagoger, hvor vi fik lov til at arbejde med træ. Også her, var der flere der var imponeret over vores håndværk, hvilket ofte resulterede i, at pædagogen brugte timer efter skolens lukketid, for at arbejde videre sammen med os. Allerede dengang blev vi begge klar over, at vi uddannelsesmæssigt skulle være noget, hvor vi kunne bruge både vores kreativitet og vores hænder. Dette resulterede i, at vi fik hver vores læreplads, som Rustfast Klejnsmed. I ét halvt års tid var vi i lære hver for sig, indtil chefen i det firma Simon var ansat i, hørte at også Peter, var i lære som smed. Dette resulterede ud i, at Peter fik tilbudt at få hans læreplads flyttet samme sted hen som Simon. Inden for ét halvt års tid stod vi i smede-lære under samme tag og fulgtes ad resten af uddannelsesforløbet.

Når vi var på skoleophold under uddannelsen, gjorde vi altid alt for at kunne få lov til at arbejde sammen, hvilket også altid resulterede i topkarakterer.
Sideløbende med smedeuddannelsen, var vi begyndt at lave møbler udelukkende for sjov. Hurtigt fandt vi ud af, at blande både stål, jern, og sidst træ. Det viste sig at folk kunne lide vores designs, og vi fik langsomt mere og mere at lave.

Det var vores kombination af stål og træ, der gjorde at Peter efterfølgende valgte at gå i lære som snedker, allerede 14 dage efter han var færdigudlært smed.
Vi valgte 1. januar 2015 at stifte SP-Creation, som et I/S firma. Det gjorde vi, fordi vores fritid med møbel snedkeri udviklede sig mere og mere til drømme om vores fremtid. Vi blev derfor enige om, at stifte firmaet, men samtidig med at, Peter var i lærer som Snedker og imens Simon arbejdede fuldtid som smed.

Vores hverdage er ofte bygget op omkring firmaet. Hver dag, når vi har fri fra vores respektive jobs, mødes vi i firmaet og arbejder ofte fra omkring 16-21. Herudover bruges weekenderne ofte på administrative opgaver, såsom regnskab, bogføring mm. Vores drøm om SP-Creation, er at det på et tidspunkt kan blive til så meget, at vi begge kan arbejde fuldtid og på sigt også have en fysisk forretning, som kan være med til at give os et stabilt fundament privat også.

Hvordan stemmer jeres plads i Verden overens med hvem I gerne ville være da I var små?


Vores drøm da vi var små, var at blive professionelle håndboldspillere og spille for samme hold, og gerne i udlandet.
I dag, har vi så et Firma som vi kæmper for, at få op og køre, og spiller i stedet håndbold i en lille klub, hvor vi bl.a. udlever vores behov for at være sociale.

 

Hvad betyder design for jer?


-Vi synes begge at design er spændende, fordi der er så mange forskellige måder at gøre tingene på. Vi lægger begge vægt på detaljerne. Ydermere er design for os, en meget individuel ting, som også er med til at skabe både billede af personligheder og finish.
Vi er begge også enige om, at godt design kræver godt håndværk. For ellers får det enkelte design ikke det rigtige udtryk.

 

Hvad er jeres stærke sider?


Vores klart stærkeste og vigtigste sider er, vores eminente evne til at arbejde under pres. Vores stærke sider, er også at vi har hinanden. Der er ingen af os, der kan arbejde uden den anden. Vi er enormt tæt knyttet både firmamæssigt og privat.

 

Hvad gør jer specielle som designere?


At vi er tvillinger, som er symbiotiske på SÅ mange punkter, men samtidig er så forskellige med forskellige holdninger. Det er med til at udvikle vores måde at tænke på, og se tingene på også. Vi tænker ofte i forskellige retninger, men er gode til at finde én fælles gylden middelvej at gå ud af. Der er aldrig én af os, der laver noget, uden den anden godkender det.

 

Har I et yndlingsprodukt?


Vi har lige nu en stol under produktion, som vi er ret stolte af begge to og som vi glæder os rigtig meget til at kunne lancere.

 

Kan I huske den dag hvor I tog den endelige beslutning om, at springe ud som designere?

Man kan vidst ikke sige, at der var én bestemt dag hvor vi tog springet. Men vi husker at have leveret et produkt til en fødselsdag, hvor vi fik rigtig meget ros, som gjorde at vi fik troen på os selv og turde tage springet videre ud i den selvstændige verden.

 

Hvorfor startede I jeres virksomhed & hvad giver det jer når I leverer et færdigt produkt?

Vi startede fordi det gav os en følelse af glæde, at aflevere et færdigt produkt til kunder, som vi også selv var glade for. Følelsen af, at aflevere noget, som vi selv er glade for, og som vi kan se også gør andre glade. Man kan på en måde sige, at det giver os et “kick” når vi afleverer noget vi er tilfredse med, som kunderne også er tilfredse med.
Det er også det, der har været med til, at vi har startet virksomheden. Det er en anden måde, at gøre andre mennesker glade på og det virker for os, både personligt og virksomhedsmæssigt.

 

Hvad er jeres vision som designere/brand?
Vores fremtidige vision, er helt sikkert at kunne leve af at være både designere og producenter.

 

Hvad fortæller jeres produkter om jer?
At vi har et højt fagligt niveau, at vi går meget op i kvaliteten og at håndværket er perfekt.

 

Hvilket formål har jeres brand?
Vores formål med brandet er, at være unikke.

Hvad prøver I at fortælle via jeres design?

Vores forskellige designs, sender et budskab om, at vi er et brand der forsøger ikke at begrænse sig, i forhold til hvad vi vil kaste os ud i at designe og producerer.

 

Hvorfor har I valgt, at gå mod strømmen og producere jeres produkter selv i stedet for, at gøre som så mange andre designere og få dem produceret udenlands?

Hvis vi selv skal sige det, er vi klart mere håndværkere end vi er designere. Det er vigtigt for os, at “Dansk Håndværk” er hvad det fortæller, og derfor har vi valgt at holde os til at både producere og designe selv.
 

Hvorfor lige interiørdesign? Hvad er det, der er specielt ved at udvikle interiørdesign?

Tilbage som vi nævnte før, skaber det et drive for os, når vi kan se at kunderne bliver glade for de ting vi afleverer til dem. Derfor interiør, det er noget kunderne kan bruge og få gavn af på længere sigt, og med vores håndværk og kvalitet, også i mange år. Man kan på en måde sige, at vores møbler er som en investering.

 

Ser I en sammenhæng mellem de karakteristiske træk der er ved jeres design & hvem I er som personer?

Som personer favner vi bredt. Vi kan begge være enormt rare og anerkendende i vores tilgang til andre mennesker. Samtidig kan vi også begge være kolde og kyniske, specielt hvis vi ikke føler os godt behandlet. Det kan afspejle sig i vores møbler. Træet, er med til at vise den imødekommende og anerkendende del af vores personligheder, og stål er med til at vise det mere kolde og kyniske.

 

Hvordan er jeres arbejdsstil?

Det kommer lidt an på hvad det er til. Hvis vi skal lave et bestilt produkt til en kunde, er vores arbejde struktureret og meget målrettet. Hvorimod, at hvis vi skal designe selv, kaster vi ideer frem og tilbage, indtil vi står tilbage med et færdigt produkt som vi er tilfredse med.
 

Beskriv nogle af stepsne – hvordan bliver produkterne skabt?

Hvis vi modtager en ordre fra en kunde, er det ofte fordi kunden kommer med en ide til et produkt som vi producerer.
Når vi selv skal designe, bruger vi tid først på, at skitsere produkterne, inden vi går i gang med produktion. Samtidig bruger vi stadig produktionen af produkterne til at udforme og arbejde på finesserne.

 

Kan I fortælle en god og en dårlig episode fra jeres opstartsfase?

Når man er selvstændig er der rigtig mange ting man skal være opmærksom på, og en sjælden gang imellem kan det ske at selv de vigtigste ting smutter for os. Det skete første gang, da vi skulle indberette moms. Det var første gang vi skulle gøre det, og vi glemte det fordi vi havde så hamrende travlt og havde tanker på, at gøre det bedste for de kunder der havde bestilt.
Den klart bedste oplevelse, var da vi afleverede vores første produkt til en kunde, leveringsklart med både logo og indpakning. Der følte vi os for alvor i gang med vores firma, og det gav os endnu mere mod på at forfølge drømmen.

 

Hvilke tanker vil I gerne have at man får – når man ser på jeres brand?

For os er det vigtigt, at vi udadtil signalerer at vi er nogle unge mennesker med drive, som virkelig brænder for deres brand og gang på gang leverer produkter i høj kvalitet. Samtidig er det også vigtigt for os, at vi sender et signal til andre unge mennesker om, hvor vigtigt det er at man går efter sine drømme. Yderligere brænder vi for, at både vores kunder og os selv, får nogle gode oplevelser både med os som privatpersoner og fagpersoner.

Hvad er ud fra jeres oplevelser det sværeste ved, at være nyopstartet designer?

Det sværeste ved at have et firma i opstartsfasen, er alle de ting vi ofte må sige fra til. Følelsen af, at vi ofte vælger vores familie og venner fra, for at være i firmaet. Samtidig forventer vi intet ynk, fordi det er en beslutning vi selv har taget fordi vi gerne vil gå efter vores drømme.


Hvad er så det bedste ved, at være designer?

Det bedste ved at være designere er helt sikker alle de forskellige oplevelser der kommer, samtidig med at vores netværk hele tiden vokser sig større og større. Det gavner os både personligt og fagligt.

 

Hvad er jeres største frygt?

Den største frygt for os begge to, er helt sikkert ikke, 

at kunne fører drømmen ud i livet. At vi en dag må opgive firmaet, fordi indtægterne ikke stiger. Vi er bevidste om, at vi må arbejde meget i mange år, og at intet kommer af sig selv. Herunder kommer frygten også for, at vi ikke præsterer så drømmen om, at vi begge kan gå fuldtid må slukkes.

 

Er det så det hele værd?

- JA !

 

Hvorfor?

Fordi det bidrager med læring og følelsen af at være gode til noget. Vi får meget kvalitetstid sammen og vi bliver anerkendt for vores kunnen.

 

Hvilke andre designere ser I op til og hvorfor?

Ib Kofoed, Børge Mogensen, Kaare Klint, Finn Juhl, fordi de er legendariske designere inden for interiør.

 

Hvordan formår I at motivere jer selv på dårlige dage?

Det der kan være med til at motivere os, er at kigge tilbage på hvor vi var engang og hvor vi er nu. Vi har hele tiden formået at udvikle os, både som partnere, fagligt, personligt og også fysisk med vores værksted. Det er for os en motivation til os selv. I travle perioder, er vores motivation klart størst. Vi kan begge blive nærmest umulige at være sammen med, hvis vi ikke har nok at lave eller vi føler os pressede af, ikke at have indtægter.

 

Hvad er jeres største inspiration?

For os er det svært at sætte ord på, hvor vi får vores inspiration fra. Vores inspirationskilder kan svinge meget fra dag til dag. Vi er begge enige om, at inspiration kommer fra vores hverdag og de forskellige ting vi oplever i løbet af en dag, eller en uge. Herunder kan de sociale medier også være med til at præge vores inspiration

 

Hvad er det bedste råd nogen har givet jer?

Troen på, at man kan, selvom man ikke har nogen ide om, hvor eller hvordan man skal starte, rent håndværksmæssigt - det har hjulpet i mange henseender og fået os til at tænke abstrakt og føle os udfordret. Men også bidraget i høj grad til vores udvikling.
Yderligere har vi fået et råd af en klog erhvervsmand, som fortalte os, at det koster, hvis man gerne vil blive til noget. Alt har sin pris, og der er intet der er gratis her i verden.

 

Hvilket råd vil I give til andre designere derude?

Vi vil gerne give et råd videre med, at man skal holde sig til, at bruge tiden på det man er god til. Vi bruger f.eks. hjælp til at designe vores hjemmeside og vores messestand når vi er på messe. Det gør vi for at kunne skille os ud, og være sikre på at komme med noget andre ikke har. Så rådet er derfor, at man skal være selverkendende og kende sine begrænsninger.

DANSK DESIGN PORTAL IVS

CVR: 38829041

KONTAKT: danskdesignportal@gmail.com

Obs. Vi anvender IKKE cookies & lagrer ikke vores læseres oplysninger.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk